19.6.17

Fortællingernes Ø

Har du hørt om Fortællingernes Ø ?

Det har du måske ikke, for det er et hemmeligt sted som ikke mange kender. Her bor to søstre. De to søstre hedder Marluna og Katsolla. De er lyttere. De er findere. De er fortællere. De er formere. De kan lide at lytte til lyde, sange og fortællinger. De kan lide at finde lyde, sange og fortællinger. De kan lide at synge og fortælle og lave lyde. De kan lide at lave former med deres ben og arme og maver og de kan lide at lave former med sand og sten og græs. De kan lide at drømme om natten og fortælle om deres drømme om morgenen. Og så kan de lide at få gæster i deres magiske verden.

Du kan ikke finde Fortællingernes Ø på landkortet, men alligevel har den altid eksisteret. Det er en mystisk ø, som kun opdagelsesrejsende, skibbrudne søfolk og særlige gæster når frem til. På øen hos søstrene, følger tiden sin egen rytme og alt levende er fyldt med fortællinger. 

Fortællingernes Ø er et Huskunstner-projekt for børn og unge skabt af skulptør og installationskunstner Malene Pedersen og skuespiller, historiefortæller og komponist Katrine Faber. De to kunstnere har begge stor erfaring i pædagogiske kunstneriske projekter med mennesker i alle aldre og de har samarbejdet i mange år.



12.6.17

Vindharper på Teaterøen i København 2017

Her er to videoer fra bunkeren på Teaterøen. Her har jeg ladet vindharperne hænge ned fra et stillads og samtidig ladet harpens strenge blive spændt ved vægten af en tung sten. Vinden var ikke særlig kraftig (ca. 3-4 m/sek) men alligevel lykkedes det at få strengene i svingninger.

Improvisation for vindharpe og klarinet.

Her leger jeg med stemningen og ændre strengenes længde og vægten de er spændt op med.

Vindharpeprojekt på Tønder Overbygningsskole

Huskunstnerprojekt i Tønder.
Projektet er en fortsættelse af projektet fra Færøerne.
Her har vi arbejdet med at bygge vindharperne op om et rør, hvilket gør det muligt at få strengene til at svinge selv ved svage vindstyrker.
Udover vindharper har eleverne også bygget andre vindinstrumenter såsom brummere, overtonefløjter, lerfløjter og de har eksperimenteret med vindmøller, som så giver forskellige lyde fra sig.
Vi sluttede med en koncert for forældrene, hvor alle instrumenterne indgik i en slags programmusik bygget over Odysseus` rejse efter at han havde besøgt Vindenes Gud.