I det åbne landskab var det oplagt at lege med vind, rum og bevægelse. Under arbejdet ude i klitterne oplevede vi en orkan, og blev virkelig bevidste om naturens både skabende og ødelæggende kraft.
Vindharpen består af strenge hæftet til metalspande og spændt ud med stenvægte. Spandene virker som forstærkere, når vinden sætter strengene i svingninger. Huset/klangkassen er bygget af ubrændte mursten som er stablet og limet sammen med mudder. Stenmurene associerer til et hus som kunne give ly og beskyttelse, men da murene er ubrændte vil de nedbrydes, hurtigt eller langsomt afhængigt af vejret, og igen blive til ler og sand.
Åbninger i murene giver mulighed for at lytte til klang rummets lyd og kigge ind i dets indre. Man kan også lægge munden til og synge med vinden igennem dem. I en af åbningerne er der placeret en vindtube der giver en tudende lyd, når vinden passerer igennem.
Vi er inspirerede af den islandske ide-verden hvor grænsen er mellem det, som er indenfor hegnet, og det som er udenfor. Indenfor hegnet er der orden. Her findes det kontrollerbare og det menneskelige. Udenfor hegnet hersker kaos og det overnaturlige. Alt kan ske udenfor hegnet.
