27.10.11

Palaverhytten genopstår

Palaverhytten i en lejlighed i
Gellerupparken i projektet
Naboerne kommer, 2010
I 2010 var Palaverhytten en del af vores projekt Naboerne kommer. Nu genopstår den som installation i forbindelse med kunstbegivenheden TRANSFORM 2011 i Aarhus.

Palaverhytten er mødet mellem på den ene side skulptur/form og på den anden side stemmekunst/lyd. Men hytten er også en konkret konstruktion og funktion inspireret af det afrikanske Dogon-folks traditoner for konfliktløsning.

I denne uge afprøver billedkunstner Malene Pedersen og skuespiller og stemmekunstner Katrine Faber (begge medlemmer af  Det Perifere Selskab) Palaverhyttens muligheder og indsigter i et stort filmstudie i Filmbyen Aarhus, hvor TRANSFORM 2011 finder sted.

18.10.11

På vej til Skagaströnd

Det Perifere Selskab er på vej til Island. Mere præcist: I sommeren 2012 arbejder vi fire uger i den lille fiskerbygd Skagaströnd i det nordvestlige Island.

Det islandske Nes Artist Residency har inviteret os på arbejdsophold dér. Vi får mulighed for at bruge centerets værksteder og arbejdsrum i en nedlagt fiskefabrik og for at bo i bygden en måned.

Vi vil bruge opholdet til at udvikle og forberede vores næste projekt i fællesskab. Invitationen til Skagaströnd giver os mulighed for at arbejde intenst sammen gennem flere uger - en mulighed vi ikke har til daglig, hvor vi alle er optaget af andre projekter.