Det Perifere Selskab er på vej til Island. Mere præcist: I sommeren 2012 arbejder vi fire uger i den lille fiskerbygd Skagaströnd i det nordvestlige Island.
Det islandske Nes Artist Residency har inviteret os på arbejdsophold dér. Vi får mulighed for at bruge centerets værksteder og arbejdsrum i en nedlagt fiskefabrik og for at bo i bygden en måned.
Vi vil bruge opholdet til at udvikle og forberede vores næste projekt i fællesskab. Invitationen til Skagaströnd giver os mulighed for at arbejde intenst sammen gennem flere uger - en mulighed vi ikke har til daglig, hvor vi alle er optaget af andre projekter.
Skagaströnd vil helt sikkert også sætte sit præg på det værk, vi arbejder med, mens vi er der. Omgivelserne og de mennesker, vi møder, sætte sine spor på begivenhederne – sådan er vi, sådan arbejder vi, sådan skaber vi – i en evig dialog med stedet og de mennesker, der omgiver os.
I Skagaströnd bor 520 islændinge, som bl.a. lever af fiskeri, fårehold og turisme. Byen ligger på en halvø mellem Skagafjödur og Húnaflói i det nordlige Island, i et barskt, åbent og ufrugtbart landskab.