15.9.14

Lydby og stemmeboks

Det Perifere Selskab og Lydbyen.
På Børnenes Bogdag i Ridehuset i Aarhus d. 10. september 2013 var der en ord- og lydworkshop, hvor børnene med inspiration fra lydene i en lydby kunne sidde sammen og skrive historier.


Historiefortæller og komponist Katrine Faber og multiinstrumentalist Aksel Striim fra Det Perifere Selskab havde bygget en lydby med hytter, hvor børnene kunne sidde tæt sammen og lyttet til naturlyde (hav, vind, regn, torden, flod) mikset med Katrine`s stemme, som lavede lyde inspireret af dyr, krop, følelser, stemninger, åndedræt, sange, volapyk og meget mere fantasi-åbnende.
Alle havde fået ideer og billeder og sansninger til historier og der blev skrevet på livet løs.
Når historierne var skrevet eller tegnede, gik børnene i grupper ind i hytten, hvor Aksel sad med optageudstyr. Her læste hvert barn sin historie op mens de andre lyttede.


Der var også opstillet en stemmeboks, en stor køleskabspapkasse, hvor du kunne gå ind og give din stemme ; lyde, historier, sange, udsagn mm.

Alle stemmer blev optaget og det var en fornøjelse at se så mange børn og unge stå i kø og ivrigt vente på at komme ind i papkassen og give stemme.

Lydbyen blev støttet af Børnekulturhuset.